Den teknologiske udvikling har revolutioneret vores samfund og livsformer. Sociale medier, avancerede algoritmer og konstant tilgængelighed er blot nogle af de teknologiske landvindinger, der præger vores tid. Men under dette fremskridt skjuler der sig en eksistentiel og etisk udfordring, som må adresseres, hvis vi ikke skal miste værdien af det menneskelige i jagten på det teknologiske.
But something happened on the way to society
Dansk forfatter og teolog Christian Hjortkjær (2016) beskriver nutidens mærkbart stigende følelse af utilstrækkelighed blandt unge. Vi lever i en tid, hvor vi konstant bliver målt på vores evne til at nå idealer og tracke vores fremskridt:
“Det er min [Hjortkjær] påstand, at utilstrækkelighedsfølelsen er særligt fremherskende i dag. Den er ikke blot et kendetegn ved den psykisk lidende, men et symptom i tiden. Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok. Jo mere jeg forsøger virkelig at være mig selv, jo mere føler jeg mig utilstrækkeligt enestående. Jo mere jeg forsøger at leve op til idealet, jo mere skammer jeg mig over ikke at nå det.” (Hjortkjær 2016, 222).
Det vil sige påbuddet om at holde trit med de mange krav og forventninger er blevet en umulig opgave – hvor resultatet ender med en forpustet borger (ung eller gammel, samtiden er alles vilkår), forgældet med skam. Teknologiens aggressive fremdrift forstærker dette pres, og, som Hjortkjær påpeger, er der gået noget tabt undervejs i dette højhastighedstog. Jeg mener, at ‘Etikken’ simpelthen ikke nåede med om bord på toget. ’Etikken’ er dog ikke den eneste passager, der ikke nåede ombord. Sammen med ‘Etikken’ står også ‘det Høje Menneskesyn’ tilbage på perronen. Vi har ukritisk jublet over teknologiske fremskridt og deres mange muligheder, men vi har glemt, at vi mennesker består af mere end blot hjerner, der konstant søger den næste tilfredsstillelse. Denne reduktion af menneskesynet risikerer at gøre os blinde for, hvad det vil sige at være fuldt ud menneske. Jeg er bekymret for, at vi slet og ret har glemt, hvad det overhovedet vil sige at være menneske. En viden, der er farlig at forglemme og som sætter spor, der er tydeligst at se i vores samfund og kultur. For at undersøge denne påstand, er vi nødt til at komme omkring sociologien.
Et liv på frontstage uden backstage
Ifølge sociologen canadisk Erving Goffman (1922-1982) er mennesket opdelt i to arenaer: frontstage og backstage (Goffman 1990, 159. 160; 2014, 20). Frontstage repræsenterer det, vi viser til omverdenen, mens backstage er vores private rum – det sted, hvor vi kan være os selv uden krav (ibid., 156; Hjarvad 2008, 43. 96). Den digitale tidsalder har dog gjort backstage nærmest ikke-eksisterende. Sociale medier har forvandlet vores liv til en endeløs forestilling på frontstage, hvor vi konstant præsenterer os selv som produkter til offentligt skue og vurdering. Verden er blevet tilgængeligt som dit publikum. Et publikum der rater og måler dig og sætter dig i sammenligningens lys med hvem? De nærmeste? Næ, såmænd resten af verden.
Særligt for unge piger har denne udvikling været problematisk. Andelen, som har en lav score på den mentale helbredsskala, er større blandt kvinder (Rosendahl Jensen m.fl. 2022, 30). Unge får aldrig en pause fra sociale forventninger eller en chance for at slukke for konstant sammenligning. Som en flagermus, der orienterer sig gennem ekkolokation, sender de deres liv ud online og tager resonansen ind – en proces, der hele tiden former deres selvbillede. Denne proces af vurdering er, om det så er i form af feeds, likes, kommentarer etc., blot benzin, vi prøver at slukke branden med. Vi køber ind af den forståelse, at de online tjenester afbilleder virkeligheden 1:1. Den online platform er et grænseløst og urealistisk miljø, men som bliver stemplet som værende virkeligheden. En platform, hvor vi mødes af utallige succeshistorier om grænseløshed, anerkendelse for skønhed, anerkendelse fra følgere, likes, billeder, vurderinger etc. Resultatet bliver, at sammenlignet med resten af verden, er jeg slet ikke god nok. Ifølge den amerikanske professor og forsker ved University of Houston Graduate College of Social Work, Brené Brown er dette en tidstendens, der påvirker vores opfattelse både af virkeligheden og vores eget selvbillede:
”Når denne konstante regnskabsføring og sammenligning i den grad virker mod hensigten, er det fordi vi ofte sammenligner vores liv, vores ægteskaber, vores familier og vores omgivelser med urealistiske, medie-drevne visioner om perfektion, eller vi sammenholder vores virkelighed med vores egne fiktive idéer om, hvor godt andre har det.” (Brown 2014, 35).
Hvis det her er problematikken, at der er sket en større overvågenhed, gavner de mange muligheder på nettet os så? Er de med til at sætte denne problematik i ave eller gør den mere skade end gavn? Er det virkelig et sundt mål (eller formål) at udleve livet på frontstage? Jeg tror, at der er mange, der ukritisk mener, at det er okay. Frontstage tilbyder netværk, relationer på kryds og tværs, muligheden for at ’connecte’ med flere mennesker på én gang og udleve, hvad de forstår som et autentisk liv. Men jeg tror ikke, at det er så ligetil. Jeg tror ikke, at mennesket så nemt kan oversættes 1:1 fra virkelighed til nettet. Andre er selvfølgelig glade for nedlukningen af backstage, nemlig de store mastodont-virksomheder (og influencere). De har opdaget frontstages bekostelige muligheder i form af data.
Privatlivets ophør, kommercialiseringens fremmarch
Vi er ikke længere herrer over vores egne data. Brugen af sociale medier og andre digitale tjenester indebærer, at vores oplysninger lagres, deles og udnyttes – ofte uden vores fulde samtykke. EU’s GDPR-lovgivning som indtrådte i 2016 (og som skulle indgå i den nationale lovgivning senest d. 6 maj 2018) var et vigtigt skridt mod at beskytte privatliv (EU 2018.:20). Lovgivningen adresserer dog ikke det grundlæggende etiske problem: at vores data er blevet en handelsvare.
Virksomhederne høster enorme mængder information om os – ikke kun vores navne, hjemmeadresser, e-mails og IP-adresser, men også vores interesser, adfærd og relationer inde på nettet. Disse data (også kaldet ‘big data’) bliver solgt eller lækket videre til tredjeparter. Heri ligger kernen af problemet: i denne proces behandles det enkelte individs data som det ‘hele menneske’ og dermed reduceres mennesket til ‘en vare’. Dette er en dybt problematisk, etisk glidebane, hvor vores rettigheder som unikke individer trues. Grænserne flyttes nemlig allerede i denne transaktion, hvortil menneskesynet og menneskeværdet lider skade.
Dagens diagnose: at være gennemsnitlig er forkert
Hvis vi ikke tager samtalen op, om teknologiens etiske og menneskelige konsekvenser, risikerer vi at glemme, hvad der er på spil. Symptomerne på denne udfordring er allerede tydelige: stigende mistrivsel, stigning af psykiske sygdomme angst for at falde ud (FOMO à la Fear Of Missing Out), og en konstant overvågenhed af sig selv og sine relationer. Disse symptomer forsvinder ikke, blot fordi vi undlader at anerkende deres eksistens. Ifølge Brené Brown er disse udslag eller symptomer på, hvad hun kalder ’mangelmentaliteten’. ”Mangelmentalitet trives i en kultur, hvor alle er hyperbevidste om, hvad der ikke synes at være nok af. Vi bruger uforholdsmæssig megen tid på at regne ud, hvor meget vi har, ønsker og ikke har, og hvor meget alle andre har, behøver og ønsker.” (Brown 2014, 35). Kort sagt, at være ‘ordinær’ eller ‘gennemsnitlig’ er i dag den vestlige borgers værste mareridt. “Når jeg for eksempel ser på narcissisme gennem sårbarhedslinsen, ser jeg den skam-baserede frygt for at være ordinær. Jeg [Brown] ser frygten for aldrig at føle sig usædvanlig nok til at blive bemærket, til at være værd at elske, til at høre til eller til at udvikle en fornemmelse af formål.” (Brown 2014, 31). Nutidens borger, om det så er gammel, ung eller barn, bliver bombarderet med budskaber og historier om – der bliver kastet op overalt i medierne – at et gennemsnitligt liv er et meningsløst liv (jf. ibid., 31).
Derfor er det afgørende, at vi begynder at se teknologien i et nyt lys; ikke som et neutralt og harmløst redskab, men som en aktør, der kræver kritisk refleksion, da den nemt kan ændre min selvopfattelse for, hvad det nye normal er. Det handler om at være bevidst om, hvordan vi forvalter vores digitale liv, og hvilke værdier vi vælger at prioritere. Dog ikke hvilke som helst værdier, men værdier som vi som mennesker er dybt afhængige af at mærke for at få bekræftet vores menneskelighed:
”Hvad de fleste af os ikke gør os klart, er, at sårbarhed også er grundlaget for de følelser og oplevelser, vi higer efter. Det er i sårbarhed, at kærlighed, tilhørsforhold, glæde, mod, empati og kreativitet bliver født. Sårbarheden er kilden til håb, empati, ansvarlighed og autenticitet. Hvis vi ønsker større klarhed i vores formål og et mere meningsfyldt åndeligt liv, er sårbarheden den vej, vi skal gå.” (Brown 2014, 41).
Brown taler for et højt menneskesyn, der skal kunne favne alle menneskets facetter. For at oplukke dette, er sårbarhed en nødvendighed. Det er i virkeligheden ikke i den digitale verden, at den eksistentielle sult kan stilles. Det kan kun lade sig gøre i det sårbare rum. Nu vil jeg prøve at vende tilbage til menneskesynet modstillet den digitale platform og friheden ved at genopdage det høje menneskesyn.
Menneskesynet – en glemt destination på det digitale landkort
For at genskabe balancen skal vi begynde med ‘etikken’ og ‘det Høje Menneskesyn’. Mennesket er ikke blot en informationskilde eller et redskab til økonomisk gevinst. Vi er unikke individer med medfødte rettigheder, tanker og følelser, der ikke kan reduceres til data. Det kan heller ikke reduceres til ‘synlige’ værdier. Det er gennem ægte nærvær og samvær, at vi finder en dybere forståelse af os selv og hinanden. Det er her, vi må starte, hvis vi vil undgå en fremtid, hvor teknologien får lov til at definere, hvad det vil sige at være menneske.
Vi skal gøre op med dette paradigme og genopdage den eksistentielle dybde, der gør os til mere end blot brikker i et digitalt spil – hvor de store mastodont-virksomheder ender med at høste flere penge og hvor forbrugeren øger sin transparens og lader sig forfladige. Det digitale liv påvirker ikke kun vores privatliv, men også vores evne til at være til stede. Mange oplever, at samvær med andre ikke længere er det samme som nærvær. Vores konstant tilgængelige enheder trækker os væk fra nuet og hinanden. Begrebet ’FOMO’ er blevet en naturlig del af vores hverdag. Det betyder, at brugeren husker at ’være på’ (online), men glemmer blot ’at være’:
”At tale uden at lytte er som at røre uden at blive rørt. Vores selv, vores inderste kerne, vibrerer ved lyden af andet menneskes tanker og følelser, og omslutter os i endnu højere grad end en berøring. Den menneskelige stemme når og rører os fysisk og emotionelt. Det er resonansen, der gør det muligt for os at udvise forståelse og kærlighed.” (Murphy 2020, 47).
Det er en misforståelse at tro at et transparent liv giver lykke. “Thank God I’m Missing Out” (’TGMO’)[1] kunne blive en ny strategi, hvor vi bevidst fravælger det konstante digitale engagement for at genfinde ro, autentisk samvær med andre ved at skabe rammer, der kan tåle ægthed – det modsatte af præstation og perfektion. Give vores hjerner en pause fra de konstante indtryk, kede os lidt, lade kærlighedshåndtagene være lidt til stede og synlige for at øve sig på, at uperfekthederne ikke udgør dit værd – det er allerede til stede. Ikke af kraft af dine præstationer eller udseende eller synlighed. Menneskeværdet er nemlig ikke et produkt eller en evne, du eller jeg besidder, men det er en rettighed, der er uden for tid og rum. “Vi kan ikke kontrollere enkeltindividers adfærd; men vi kan udvikle organisationskulturer, hvor visse adfærdsnormer ikke tolereres, og hvor folk holdes ansvarlige for at beskytte det, der betyder mest: mennesker.” (Brown 2014, 213). Selvom det er muligt i dag at indsamle næsten al form for data fra forbrugerne, er det ikke ensbetydende med, at det er etisk rigtigt:
”Hvad der startede som en tillokkende mulighed blandt alle de andre muligheder, man ikke kunne give slip på, blev efterhånden for meget. Det er kun i fantasien og drømmene, at alt er muligt. I virkelighedens verden bliver vi indhentet af kroppens, naturens, medmenneskers og omgivelsernes træghed og tyngde. Frygten for tabte muligheder er drivkraften bag ønsket om at kunne vælge alt. I skyggen af denne frygt har mange mødt muren med fuld kraft.” (Brunstad 2012, 125).
Vi skal turde at være kritiske over for de mange muligheder. Vi skal vove at sætte grænser i den grænseløse tid.
– [1] Ej at forveksle med Toyotas brand, Toyotas Genuin Motor Oil.
Modet til at møde mangelmentaliteten med modstand
Nutidens tidsånd dikterer, at vi skal være lidt af alle ting, gøre alt hvad vi kan og opnå alt og mere til. Men måske er det netop denne grænseløshed, der har fjernet os fra en sand forståelse af os selv. I stedet for at jage en uendelig række idealer bør vi genfinde glæden ved at være utilstrækkelige men stadig værdifulde. Netop gennem erkendelsen af at hverken jeg eller andre ikke kan røre mit værd, det er noget uden for mig selv.
At tage afstand fra de digitale illusioner betyder ikke, at vi skal vende os væk fra teknologi. Det betyder blot, at vi skal insistere på en etik, der sætter menneskets værdighed over algoritmens effektivitet. Vi skal tillade os selv og hinanden at være fejlbarlige, sårbare og begrænsede – og gennem disse finde styrken til at stå imod skammens destruktive kræfter. Menneskets værdi er ikke til forhandling, og det er vores ansvar at beskytte denne forståelse mod de kræfter, der reducerer os til håndgribelige data og målinger. Kun sådan kan vi skabe en verden, hvor vi ikke kun er synligt til stede men også nærværende – for os selv og for hinanden.
Det vil kræve mod at tage disse samtaler og genopfinde en etisk ramme for vores digitale liv. Men uden denne refleksion risikerer vi at lade teknologien diktere, hvem vi er, og hvad vi kan blive og værst af alt, tro på det som den eneste sandhed. Lad os gøre plads til ‘Etikken’ og ‘det Høje Menneskesyn’ i vores liv, så vi kan bevæge os fremad med både fremskridt og menneskelighed i behold.
”Back to the backstage!”
Det, der mangler i dag, er en etisk modvægt til teknologiens uendelige fremskridt. Et højt menneskesyn anerkender menneskets iboende værdi og ukrænkelige rettigheder. Det er en modstilling til det reduktionistiske menneskesyn, hvor vi blot bliver middel til andres mål. Mennesker er ikke varer, og vores værdi kan ikke opgøres i data. Sand kommunikation og relation handler om ægte nærvær – ikke algoritmisk optimerede interaktioner. For at bevare vores menneskelighed i den digitale tidsalder er vi nødt til at insistere på privatliv, autenticitet og en kritisk tilgang til teknologien.
Teknologiens fremskridt er imponerende, men uden etikken med på rejsen risikerer vi at miste det mest væsentlige: vores menneskelighed. Ved at genoverveje vores forhold til digitale tjenester og insistere på et højt menneskesyn, kan vi skabe en bedre balance mellem teknologiske muligheder og menneskelige behov. Vi må turde at stille spørgsmålet: Hvad betyder det at være et menneske i en verden, hvor alt kan måles, deles og udnyttes? Algoritmer giver ikke et præcist billede af, hvem du er som menneske. Det er et værktøj, som lever af at springe over, hvor gærdet er lavest. Det er en doven måde at indsamle kvantitative data på, og som langt fra giver et sanddru billede af mennesket eller dets værdi. “Det er vanskeligt at fatte måderne, vi tænker på, og de stier, vi vælger at betræde i livet, men endnu mere umuligt at forsøge at forudse, hvad der vil ske, og gøre det på baggrund af en reduktiv formular.” (Brown 2014, 122).
Mennesket har brug for at ihukomme sin natur – hvad det vil sige at være et menneske gennem nærvær, traditioner, værdier, historie – især eventyr, fantasi, tro, frem for at lade sig diktere af algoritmer eller teknologiens billede af et urealistisk idealmenneske.
Mit råd til kunderne og forbrugerne: tænk dig om inden du giver samtykke til, at virksomheder og sociale medier må tage så mange informationer og lagre dem, så længe de selv finder dem relevante, men hvornår er det? Hvis denne tanke ikke skræmmer dig, forestil dig at den online platform, der har lagret al din information, al din adfærd på nettet, var en person, som du skulle føre samtale med. Men denne person har ikke bare al den information selv, men har sendt den videre til alle du kender – på arbejdet, i familien inklusiv dine grandfætre, du aldrig snakker med. Hvordan vil det føles? Rart? Det tror jeg faktisk ikke.
Mit råd til virksomheder: gør noget nyt og ophør anvendelsen af at bruge denne dovne måde at indsamle data på. Det er svært at være egen etiske dommer. Men prøv at indføre mere tillid i systemet og mød kunder med tillid frem for tracking. Skru op for anonymiteten og tilliden, stop dataindsamling og datalagring.
Mit råd til forældrene til børn, der ukritisk benytter sig af de online tjenester: Vær kritisk på jeres børns vegne. Sørg for at læse privatlivspolitikken igennem. I langt de fleste tilfælde må børn under 18 år slet ikke bruge mange af de tilbud, der er tilgængelige. Aldersgrænsen går ned til mindst 13 år for at bruge f.eks. TikTok. Men børn under 13 år bruger tjenesten. TikTok skriver godt nok, at de lukker profilen ned, hvis de opdager, at brugeren er under 13 år. Men det gør de ikke, selvom de sagtens kan se ud fra informationerne, at det er et lille barn, der benytter sig af tjenesten.
Hvad kan der gøres?
For at opsummere og opmuntre til, hvad der kan gøres herfra, er her en lille ‘post-it’ at tage med sig ombord på samfundets højhastighedstog:
Personligt ansvar: Fravælg konstant digital tilstedeværelse. Giv plads til kedsomhed og ro, vov at være gennemsnitlig og hvil i det!
Virksomheder: Investér i anonymitet og tillid frem for upræcis og uetisk dataindsamling, der ufrivilligt reducerer menneskers ukrænkelige værdighed.
Samfund: Skab rammer, hvor teknologien ikke reducerer mennesker, men understøtter og fremmer menneskelighed og sårbarhed.
Ved at stille os kritiske over for teknologiens indflydelse kan vi bevare vores værdighed og skabe en fremtid, hvor fremskridt og etik går hånd i hånd. Det handler ikke om at forkaste teknologien, men om at bruge den med respekt for menneskets værdi.
Skrevet af Agnethe Elisabeth Hansen, BA i teologi og cand.mag. i Diakoni
–
Litteraturliste
Hjemmesider
2022. Danskernes sundhed 2021: den nationale sundhedsprofil 2021. 1.0. København S: Sundhedsstyrelsen.
Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet, 2021 Håndbog om europæisk databeskyttelseslovgivning. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor.
Brown, Brené. 2014. Glem hvad andre tænker. 1. udg. Borgens Forlag.
Brunstad, Paul Otto. 2012. Klogt lederskab. 1. udg. Aarhus N: Forlaget Klim.
Goffman, Erving. 1986. Stigma: Notes on the Management of Spoiled Identity. 1. udg.Simon & Schuster.
Goffman, Erving. 2014. Hverdagslivets rollespil. 1. udg. Frederiksberg C: Samfundslitteratur.
Hjortkjær, Christian. 2016. Utilstrækkeligt enestående – En kierkegaardsk diagnose af diagnosesystemet. Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, København.
Hjarvad, Stig. 2008. En verden af medier. 1. udg.
Murphy, Kate. 2020. Kunsten at lytte til andre. 1. udg. København V: People’s Press.
